<- Spread the Word

Hvad betyder det at stå absolut? Det betyder at jeg i hvert et øjeblik er det diregerende princip der bestemmer hvem og hvad jeg er og deltager i og at jeg i alle øjeblikke, i alle åndedrag bringer mig selv til selv-ærlighed og igennem selv-tilgivelse giver mig selv tilbage og tager ansvar for mig selv. Dette punkt kommer op fordi jeg igennem jealousi overfor et menneske i min verden, kan se at jeg ikke har tilladt og accepteret mig selv at stå absolut.

Selv det at skrive om at stå absolut har jeg haft modstand imod, fordi det at skrive om det, betyder at jeg bringer det op fra med vilje at have gået udenom det, således at jeg kunne berettige for mig selv at jeg ikke stod absolut, at der var øjeblikke og hele dage, hele måneder hvor jeg har givet slip og ladet sindet køre afsted med mig. Alle har deres egen svaghed, et punkt som de nægter at give slip på fordi de frygter at miste deres definition af sig selv.

I mit tilfælde handler dette om at hengive mig til stimulation, misbrug og ultimativt energi, hvor jeg ikke er det diregerende principl i min verden og i mig selv, men i stedet lader tanker og impulser styre hvem og hvad jeg er og hvad jeg deltager i.
Det eneste der forhindrer mig i at stå absolut er mig selv. Det at stå absolut betyder at jeg i alle øjeblikke hvor jeg ser at jeg har deltaget i sindet, hvor jeg ser at jeg har ladet sindet diregere mig og bestemme hvem og hvad jeg er, at jeg tager ansvar for mig selv – og bringer mig selv tilbage til selv-ærlighed og igennem selv-tilgivelse giver slip på den jeg var.

Jeg er jealous på det menneske i min verden, som jeg ser som stående absolut. Det jeg ser i hende er at hun ikke tillader én eneste undskyldning eller berettigelse, hun går ikke på kompromis med sig selv, hun gør det der er væsentligt og frem for alt stoler hun på sig selv. Hun har set at selv det ikke at stole på sig selv er et selv-bedrag, fordi at alt hvad vi skaber og deltager i, igennem og som sindet, har til formål at opretholde sindet og sørge for at sindet er det diregerende princip.

Sindet vil gøre og blive til hvad som helst, hvem som helst, vil sige hvad som helst for ikke at give slip på sig selv.
Der hvor jeg derfor behøver at sætte ind, er i troen på og holden fast i at jeg er sindet, at sindet er alt jeg er – når der er en total fysisk virkelighed der taler for det modsatte.

Fordi sindet eksisterer i sin natur som frygyten for at miste mig selv, derigennem afspejlingen i verden er blevet til en personlighed, til et åndende, levende væsen der ligger oveni det virkelige liv og insisterer på at det må leve, men det lever som en mistforståelse og fordi dets grund-natur er baseret på en misforståelse, har det ingen medfølelse for liv, ingen forståelse af liv, er ikke engang i stand til rent faktisk at leve, fordi at det er, er en misforståelse.

Så jeg er nødt til at diregere mig selv, mens jeg stadig eksisterer som sindet indeni og som mig selv, til at stoppe mig selv som sindet. Og den eneste måde jeg kan gøre det på, er ved at give slip. Er ved at være ærlig med mig selv i alle øjeblikke og blidt men fast bringe mig selv tilbage på jorden, med begge mine fødder solidt plantede Hér.
Et eksempel på dette er igår, hvor jeg stort set ikke var bevidst om min vejrtrækning og da jeg lagde mig ned for at skulle sove, kunne jeg mærke et stort pres i mine ben. Jeg havde tilladt og accepteret mig selv at deltage i og fra sindet og jeg havde ikke effektivt bragt mig selv tilbage til åndedrættet. Jeg havde tilladt mig selv at deltage i tanker og at handle på tanker.

Tankerne som mest af alt er det hvorigennem jeg har tilladt og accepteret mig selv at gå på kompromis med mig selv, hvor en tanke komme op at ”…jeg kan bare lige…” spise noget der ikke er godt for min krop, ryge en cigaret, træde udenfor eller lave noget andet i stedet for at blive her, se mig selv i øjnene og punkt for punkt frigøre mig selv fra egoet og sindet og i stedet leve hér, direkte og umiddelbart.

Den jeg er når jeg tænker denne tanke og når jeg handler på denne tanke, er en accept af mig selv som dette mønster, dette selv-kompromis, dette selv-bedrag. Hvorfor ville jeg ellers handle på det og lade tanker styre hvem jeg er? Hvorfor ville jeg ellers misbruge mig selv igennem mad? Så det jeg primært kræver af mig selv at ændre er min grundlæggende tilladelse og accept af og tro på at dette er mig.

Jeg kan jo se at trangen til at spise bestemte madvarer som jeg ved og har testet ikke er til gavn for min krop, kommer et sted fra. Det er derfor ikke en ”naturlig” trang – det er en trang jeg har skabt igennem og som mit sind – i et forsøg på, på den ene side at slippe væk fra mig selv igennem undertrykkelse og på den anden side at holde fast på mig selv.

Det at stå absolut er at give slip på at holde fast på mig selv som sindet. Jeg kan kun ændre mig, ændre et mønster hvis jeg ændrer den grundlæggende tilladelse som kun jeg har kunnet give, fordi jeg dybest set altid er skaberen af og kilden til mig selv.

Èn ting er at stoppe i øjeblikket – og det er klart at det er nødvendigt. Fordi det handler her om alle de øjeblikke igennem min dag, hvor jeg lyver for mig selv og går på kompromis med mig selv på den ene eller anden måde. Der er mange af disse øjeblikke og fra dette perspektiv arbejdet sindet lyn-hurtigt. Derfor er det vigtigt at jeg sætter farten på mig selv ned, tjekker mig selv igennem vejrtrækningen: er jeg her? Og derefter applicerer den nødvendige korrektion og forandring som jeg i selv-ærlighed kan se er nødvendig.

Det kunne være noget jeg ikke har lyst til, som at skrive dette punkt ud eller at læse lektier eller at spise mad min krop ikke har gavn af. I alle de øjeblikke hvor jeg går på kompromis eller tillader mig selv at have undskyldninger, underminerer jeg min egen autoritet og givet sindet frit spillerum.

Et interessant punkt der kommer op i denne forbindelse er hvordan jeg ikke kan lide at sige til folk når der er noget de skal gøre anderledes. Jeg kunne aldrig finde på at sende mad tilbage på en restaurant for eksempel. Jeg er bange for den konflikt der muligvis kan opstå og jeg vil ikke ses som en rappenskralde. Det samme gør sig så naturligvis gældende indeni mig selv. Jeg har skabt en belejlig ide om at jeg ikke kan tillade mig at være hård og konkret og sige tingene ligeud og i det, har jeg givet sindet frit spillerum, ikke ulig en more der ikke kan lide at sige nej og derfor lader barnet spise alt det slik det vil og få ondt i maven.

Det er en form for misrøgt igennem det ikke at tage ansvar i forhold til det der er sund fornuft i den givne situation. For moren er forholdet til barnet og det at barnet ikke græder eller bliver hysterisk vigtigere end rent faktisk at sikre at barnet har det fysisk godt. Jeg har levet på præcis samme måde hvor barnet var mit sind og samtidig min gud, som jeg gav lov til at gøre hvad som helst, bare det lod mig være i fred og ikke skabte problemer. Dette er ligesom moren der sætter barnet foran fjernsynet fordi hun ikke orker at være sammen med det.

At stå absolut er at stå i sikkerheden og i beslutningen om at jeg går denne process igennem lige meget hvad. At jeg ikke accepterer og tillader mig selv at lave undskyldninger og komme med forklaringer hvorigennem sindet får lov til at gøre hvad det vil . Jeg er barnet og moren på en gang. Og jeg har misrøgtet mig selv. Der er ingen undskyldninger og der er ingen gode forklaringer. Derfor handler det nu om at foretage den nødvendige korrektion således at jeg kan stå absolut i hvert et øjeblik, i hvert et åndedrag.

Hvor kan jeg se at jeg endnu ikke står absolut?

Tillader tanker at diregere – løsning: Jeg diregerer mig selv igennem åndedrættet.

Jeg forstå at jeg som tankerne eksisterer udelukkende med det formål at opretholde mig selv. Derfor ved at stole og handle på tanker abdikerer jeg mig selv her som liv fuldstændigt og adskiller mig selv fra mig selv som kilden til og autoriteten over mig selv.
Disse tanker er tanker der får mig til at handle eller føle. De handler allesammen om hvem jeg er og hvad jeg vil som tankerne, som sindet. Derfor er mit primære skridt her at stoppe med at følge efter tankerne. Jo mere jeg gør det, jo lettere vil det blive at bringe mig selv tilbage her til virkeligheden og at diregere mig selv.

Selv-Tilgivelse på det at stå absolut

Jeg tilgiver mig selv for ikke at have tilladt og accepteret mig selv at stå absolut i hvert et øjeblik

Jeg tilgiver mig selv for nogensinde ikke at have tilladt og accepteret mig selv at stole på mig selv til at stå i hvert et øjeblik og i hver et åndedrag at være ærlig med mig selv og at direkte se mig selv i øjnene som skaberen af og kilden til mig selv og mine oplevelser og det jeg deltager i og som.

Jeg tilgiver mig selv nogensinde at have tilladt og accepteret mig selv at tro, opleve, se og acceptere mig selv kun som en skabning, som det der er skabt og ikke som skaberen af og kilden til mig selv og at jeg derigennem har tilladt og accepteret mig selv at berettige for mig selv ikke at tage ansvar for mig selv

Jeg tilgiver mig selv for at jeg nogensinde har tilladt og accepteret mig selv at tro at jeg ikke er skaberen af og kilden til mig selv
Jeg tilgiver mig selv for at have overbevist mig selv om at jeg ikke er skaberen af og kilden til mig selv og derigennem at have oplevet, set, defineret og accepteret mig selv som underkastet sindet og som underkastet verden

Jeg tilgiver mig selv at have tilladt og accepteret mig selv nogensinde at have vildlet mig selv til at adskille mig selv fra mig selv og derigennem at abdikerer ansvaret for og som mig selv som skaberen af og kilden til mig selv, min verden og min virkelighed

Jeg tilgiver mig selv at jeg nogensinde har tilladt og accepteret mig selv at deltage i og opleve jealousi overfor L. Som jeg har set som stående absolut og derved og derigennem at have sammenlignet mig selv med L. Og set, defineret, fordømt og accepteret mig selv som mindreværd end L. Således at jeg kunne retfærdiggøre overfor mig selv at jeg ikke stod absolut – i stedet for at se, indse, erkende og forstå at hvis jeg ikke står absolut er det ene og alene mit ansvar og min skabelse og at jeg derfor har adskilt mig selv fra det at stå absolut og i stedet at have projekteret det over på en anden udenfor og adskilt fra mig i abdikationen af mig eget selv-ansvar

Jeg tilgiver mig selv for at have tilladt og accepteret mig selv at handle ud fra hvad tanker dikterer og i det at have accepteret mig selv som og derved underlagt mig selv sindet i en accept af mig selv som et offer og som ikke-ansvarlig for mig selv

Jeg tilgiver mig selv for at have tilladt og accepteret mig selv at vildlede og at lyve for mig selv på en sådan måde at jeg har kunnet retfærdiggøre at abdikere mig selv som skaberen af og kilden til mig selv, min virkelighed og min verden

Jeg tilgiver mig selv at jeg har tilladt at deltage i, opleve og skabe frygt for at stå absolut, specifikt i forhold til at ikke tillade lort fra mig selv og andre i frygten for at jeg vil blive afvist og skadet hvis jeg står absolut og i selv-tillid

Jeg tilgiver mig selv at jeg har tilladt og accepteret mig selv at bruge manglenede selv-tillid som en undskyldning for og en retfærdiggørelse af ikke at stå absolut og ikke at tage ansvar

Jeg tilgiver mig selv for ikke at have tilladt og accepteret mig selv at have tillid til mig selv i det ikke at tillade lort fra mig selv eller andre og i stedet at have retfærdigjort mit eget kompromis ved at bedrejde min verden for at ville afvise og skade mig hvis jeg ikke tillader lort, mens det i virkeligheden er mig selv der har afvist, fordømt og skadet mig selv bevidst for at undgå at se mig selv i øjnene og at tage ansvar for mig selv i og som min verden og virkelighed

Jeg tilgiver mig selv for nogensinde at have eksisteret i en tilstand af fremdrift igennem sindet hvor jeg konstant befinder mig i en projektion af det næste øjeblik og det næste  og derfor ikke er her. fordi jeg har adskilt mig selv fra mig selv her.

Jeg tilgiver mig selv for at have tilladt og accepteret mig selv nogensinde at have været jealoux på L. for at stå absolut, når det at stå absolut eksisterer ligeligt i og som mig selv

Jeg tilgiver mig selv for at have tilladt og accepteret mig selv at have adskilt mig selv fra det at stå absolut og derigennem at have projekteret det at stå absolut over på L. I stedet for at stå her absolut i, med og som mig selv

Jeg tilgiver mig selv at jeg nogensinde har tilladt og accepteret mig selv at abdikere det at stå absolut i, med og som mig selv i en fralæggelse af mit eget ansvar for og som mig selv

Jeg tilgiver mig selv for at have tilladt og accepteret mig selv nogensinde bevidst at gå på kompromis med mig selv og derfor og derigennem at underminere min egen troværdighed og selvsikkerhed iogmed at jeg ikke har kunnet stole på mig selv eller mine egne beslutninger.

Jeg tilgiver mig selv for nogensinde at have skabt mig selv i, med og som en overlevelsesmekanisme hvor min eneste motivation og fremdrift har været min egen overlevelse og at jeg på grund af dette har været villig til at indgå hvilket som helst kompromis, at fortælle mig selv hvilken som helst løgn og at manipulere mig selv på hvilken som helst måde for at sikre min egen overlevelse som sindet
Jeg tilgiver mig selv for at jeg ikke har tilladt og accepteret mig selv at have villet mig selv og med selv-vilje at have pushet mig selv til at stå absolut i hvert et øjeblik og i hvert et øjeblik at have bragt mig selv tilbage her til den fysiske virkelighed

Selv-Korrektion
Når og som jeg ser og oplever mig selv deltage i og fra tanker, stopper jeg og bringer mig selv tilbage til vejrtrækningen og åndedraget.

Jeg diregerer tanken ved at slippe den, tilgive den eller skrive den ned alt afhængigt af hvad det er for en type tanke og hvad som er nødvendigt i øjeblikket.

Jeg ser, indser, erkender og forstår jeg har skabt mig selv i og som adskillelse fra mig selv og i mit eget spejlbillede har frygtet at miste mig selv til mig selv og derigennem skabt sindet som den mekanisme og det system der skulle give mig selv tilbage til mig selv, men hvorigennem og som jeg førte mig selv længere og længere væk fra mig selv

Derfor indser, erkender og forstår jeg at ved at stoppe sindet, giver jeg faktisk mig selv tilbage til mig selv og jeg bringer mig selv tilbage, langsomt og sikkert som skaberen af og kilden til mig selv.

Jeg er og står ansvarlig for mig selv.

Jeg er hér.

Jeg er det diregerende princip i og som mig selv, i min verden og i min virkelighed og jeg diregerer mig selv til at stoppe sindet og i tillid til mig selv at stå absolut til det er gjort og alle dele af mig er her samlet som den helhed jeg er som alt liv, i enhed og lighed.

<- Spread the Word